Beskrivelse : En tåget pale ale med kraftig frugtig karakter uden den typiske bitterhed, som forbindes med IPA. Stilarten og eksemplerne bør nydes så friske som muligt. Aroma : Svag maltaroma med karakter af brød/korn. Kraftig humlearoma, som kan have karakter af tropiske frugter (fx abrikos, fersken, ananas, mango) og citrus (fx appelsin, citron, grapefrugt), men uden noter af græs eller krydderurt. Estere fra gæren kan forekomme, men skal være frugtagtige og understøtte humlen. DMS og diacetyl må ikke forekomme. Udseende: Strågul til gul, muligvis med orange skær. Kraftigt og holdbart skum. Medium til kraftig tåget, dog uden synlige partikler af humle eller gær. Smag: Svag til medium maltsmag med karakter af brød/korn. Kraftig humlesmag og lav til medium bitterhed. Restsødmen kan være tydelig, men skal være i balance med humlen. Svag til middel alkohol kan forekomme, men må ikke virke sprittet. Humlen må ikke virke brændende. Krop: Medium til fyldig krop. Medium karbonering. Eksempler: Lervig Tasty Juice, Amager / Trillium Sigtebrød, Ebeltoft Wildflower IPA, Lervig Perler For Svin
Danske Øl-stilarter 2022 Ver. 1.0
Elektronisk udgave af Stilarts definitionerne, udgivet af Danske Øldommere 2022 1. udgave - kommentarer og forbedringer bedes sendes til stilart@svarrer.dk
Michael Svarrer
Forklaringer på fagudtryk og EBC farveskalaen. OG eng. Original Gravity. Urtens vægtfylde inden gæren tilsættes. Angives i gram per liter. FG eng. Final Gravity. øllets vægtfylde efter gæring, lagring og eventuel frysning. Angives i gram/liter. IBU eng. International Bitter Units – enhed til beskrivelse af øllets bitterhed. Forskellige øltyper kan have samme IBU men opleves som forskellige. EBC eng. European Brewing Convention – her en skala for øllets farve på malt og øl. Den anvendte skala skal er kun vejledende. Specielt mørke farver kan være svære at vurdere.